Antallet af sager, hvor medarbejdere enten ikke har kunnet få et job eller er blevet afskediget på grund af graviditet, barsel eller forældreorlov, er fordoblet på blot et år.
Det viser nye tal fra Ligebehandlingsnævnet, FTF's nyhedsservice.
I 2009 var der tale om ni sager, mens der i 2010 har været hele 24 sager, og i begge tilfælde har medarbejderne fået medhold i cirka halvdelen af sagerne.
Derfor vil formand Bente Sorgenfrey fra FTF, der er hovedorganisation for 450.000 ansatte, have arbejdsgiverne til at tage sig sammen.
"Krisetider giver ikke arbejdsgiverne ret til at fravælge eller ligefrem afskedige en medarbejder, fordi vedkommende er gravid eller tager sin ret til at tage forældreorlov eller barsel med sit barn," siger hun på FTF's hjemmeside.
"Det sender et signal til især kvinder om, at man skal holde sig fra at blive gravid, og det er et helt forkert signal at sende," siger Bente Sorgenfrey.