Næsten to ud af tre danskere frygter, at konflikten mellem Hells Angels og banderne vil udvikle sig til en regulær racekrig.
Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.
Her siger 65 procent, at de er helt eller delvist enige i udsagnet om, at de frygter, at bandekrigen udvikler sig til deciderede raceuroligheder med gadekampe og optøjer.
Kim Kliver, der er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), mener ikke, at raceuroligheder er et sandsynligt i Danmark.
"Men jeg kan godt forstå, at folk er bekymrede. Jeg kan kun opfordre til, at man kigger på det faktuelle og ikke retorikken fra de forskellige parter i konflikten. For jeg er nødt til at sige, at der ikke er grundlag for den bekymring, folk udtrykker. Konflikten mellem bander og rockere handler om kriminalitet, ikke om race," siger Klivert til Politiken.
Målingen viser paradoksalt nok, at frygten er størst blandt danskere, der ikke bor i hovedstaden, selv om de fleste episoder foregår i København.