67-årige Claus Damgaard var knap 64 år gammel, da han kvittede jobbet som byggeleder hos tømrerfirmaet Carsten Knudsen i Ringe på Fyn og gik på efterløn.
I begyndelsen gik det fint med otiummet, men da huset efter halvandet år var renoveret fra ende til anden, begyndte rastløsheden.
- Især om vinteren var tiden lang. Mine fritidsinteresser var ikke nok til at udfylde tiden. Jeg har nok for meget krudt i røven, fortæller Claus Damgaard til Fyens Stiftstidende.
Nu er han tilbage i tømrerfirmaet tre dage om ugen, men ventede til han nåede pensionsalderen på 65 år.
- Det betyder, at jeg nu kan få løn for de tre dage, jeg er på arbejde, og også folkepensionens grundbeløb, forklarer Claus Damgaard.
Claus Damgaard er ikke ene om at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Både Ældre Sagen og netværket SeniorErhverv oplever ifølge Fyens Stiftstidende en stigende interesse fra pensionister og efterlønnere om at arbejde. En undersøgelse fra Ældre Sagen viser, at det faktisk er hver tredje af de 50-89 årige, der gerne ville være længere på arbejdsmarkedet.
Og det er især mændene, som gerne vil have noget at rive i. De har svært ved at få tiden til at gå - og så mister de selvværd, skriver Fyens Stiftstidende.
For Claus Damgaard var det let at falde ind i fællesskabet igen. Mange af kollegerne var nemlig de samme.
- Det var jo blandt andet samværet med kolleger, jeg savnede, da jeg gik hjemme, siger han til avisen.
Claus Damgaard fortæller også, at han var brændt ud, da han gik på efterløn, så den tid, han gik derhjemme, har givet ham ny energi.
- Jeg fortsætter så længe, at det er sjovt, og der er brug for mig, siger han til Fyens Stiftstidende.