Tusindvis af børnefamilier er på vej ud i fattigdom, fordi reglerne for, hvornår man mister sin kontanthjælp er blevet strammet.
Skærpelsen gælder fra i dag, og Red Barnet slår alarm.
"De børnefamilier vi møder rundt om i hele landet er reelt fattige, og hvis de her mennesker mister deres kontanthjælp, så får vi endnu flere børn i fattigdom," siger sektionsleder Lotte Lund til Newspaq.
Stramningerne betyder, at ægtepar, som begge er på kontanthjælp, hver især skal have arbejdet mindst 450 timer i et almindeligt job inden for de seneste to år. Opfylder de ikke det krav, mister den ene kontanthjælpen. Tidligere lød kravet på 300 timers arbejde til den ene af ægtefællerne.
Fattigdom får ifølge Red barnet børnene til at blive indadvendte og isolere sig.
"De fattige børn i Danmark lever ofte i social isolation, fordi de ikke kan deltage i det helt almindelige sociale liv som andre børn og familier. De kan ikke deltage i forskellige arrangementer på skolen, hvor man forventes at have en ret mad med, melder ofte afbud til fælles ture og børnefødselsdage," forklarer Lotte Lund.
Kommunerne har gennem den seneste tid sendt varslingsbreve ud til de familier, der står til at miste den ene kontanthjælp.