Danskerne udnyttede i højere grad muligheden for at få skiftet deres fornavne sidste år, end tilfældet har været tidligere.
I 2020 ændrede 29 procent flere personer fornavnet sammenlignet med gennemsnittet for perioden 2015-2019. Det viser tal fra Danmarks Statistik (DST).
Der var en tydelig stigning, efter at der blev indført corona-restriktioner i samfundet. Særligt i juni, juli, oktober, november og december sidste år har DST registreret en stigning.
- Hvorfor nedlukningen tilsyneladende har påvirket antallet af fornavneskift, kan der kun spekuleres om. Men eftersom tendensen i 2020 var så markant, har vi valgt at tage opgørelsen med i denne publikation, skriver DST.
Birgit Eggert, der er navneforsker ved Københavns Universitet, kalder udviklingen påfaldende.
- Det er både en markant og påfaldende udvikling, men i forhold til årsagssammenhængen kan jeg ikke konkludere noget, siger hun.
Navneforskeren hæfter sig dog ved, at stigningen skiller sig ud fra den generelle udvikling.
- Den generelle tendens viser, at der har været en lille stigning de sidste ti år, men det er ikke noget i forhold til denne udvikling, siger hun med henvisning til de seneste tal.
DST oplyser, at antallet af navneskift så en stigning tilbage i 2006 og 2007, hvilket "formentlig skyldtes indførelsen af en ny navnelov".
- En tilsvarende ændring i 2020, som kunne forklare stigningen, er vi ikke bekendt med, forlyder det.
I alt skiftede 5932 personer fornavn i 2020. Gennemsnittet for perioden 2015-2019 var omkring 4600 fornavneskift om året.
Sammenligner man med perioden 2010-2014, var der her cirka 3750 skift om året, viser tallene fra DST.
Billedet viser desuden, at størstedelen af fornavneskift sker hos kvinder. I 2020 stod kvinder for 3827 ud af de 5932 skift.
/ritzau/