Flere danskere er i mod atomkraft end tidligere. Faktisk er 40 procent af alle danskere så stålsatte, at de ikke mener, de nogensinde kan overbevises om, at det er en god ide.
I en ny Megafon-måling lavet for Politiken svarer 40 procent, at de er imod atomkraft. Kun syv procent er for.
Dermed er andelen af danskere, der er imod atomkraft, vokset mærkbart de seneste år. I 2009 var det 31 procent, der var i mod energiformen, mens 12 procent var decideret for.
På tirsdag er det 25 år siden den store atomkatastrofe i Tjernobyl for alvor vækkede en atomfrygt herhjemme.
Nu har katastrofen i Fukushima i Japan igen sat atomkraften til debat, men videnskabs- og teknologihistoriker Henry Nielsen fra Aarhus Universitet mener ikke Fukushima-affæren har betydet særligt meget for holdningen blandt danskerne.
"Japan er så langt væk, at ulykken næppe vil kunne få mærkbare konsekvenser i Danmark. Og så har spørgsmålet for eller imod atomkraft været diskuteret så meget - i hvert fald i den ældste del af befolkningen - at de fleste har en meget afklaret holdning til energiformen," siger han til Politiken.
I Folketinget er det da også kun Liberal Alliance, der går ind for atomkraft. Flere andre lande har dog stadig energiformen, der forsyner Europa med 30 procent af kontinentets energi.