Det svarer til 4,9 procent af alle børn i Danmark eller 59.000 børn.
I 2002 var tallet 50.000 børn, og dermed er antallet af fattige børn steget med 9.000 de sidste seks år.
Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, mener, at 59.000 fattige børn i Danmark er 59.000 for mange.
"Det er både sørgeligt og helt uacceptabelt, at vi i et rigt samfund som det danske har så stor en gruppe af børn, der lever på økonomisk lavblus. For vi ved, at det har store og meget alvorlige konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling," siger hun.
Red Barnets erfaringer viser, at de fattige familier i stigende grad er nødt til at skære helt ind til benet og spare på både mad og de sociale aktiviteter. Samtidig bliver børnene i de fattige familier stadig mere isoleret fra deres jævnaldrende og resten af samfundet.
"Mange gør alt for at skjule deres fattigdom og lever derfor ensomme og isoleret med deres historier," siger Mimi Jakobsen.
De nye tal bygger på OECD's relative fattigdomsgrænse - dvs. at de fattige familier kun har en disponible indkomst på 50 procent af den gennemsnitlige familie i Danmark.
Det er især børn af enlige forsørgere og forældre på kontanthjælp, der lever i fattigdom.
Line Barfod, socialpolitisk ordfører for Enhedslisten, er rystet over, at 59.000 danske børn lever i relativ fattigdom. Hun mener, at regeringen og Dansk Folkeparti må tage ansvaret for den stigende fattigdom.
"Fattigdommen kommer ikke af sig selv. Den er politisk skabt gennem f.eks. starthjælp, kontanthjælpsloft og 300-timers reglen. Derfor er løsningen selvfølgelig også at afskaffe disse helt urimelige ordninger," siger hun i en pressemeddelelse.