Færre boligejere end tidligere misser en termin, fordi de ikke har penge på kontoen. Det viser nye tal fra realkreditbranchen.
Omkring 6.000 boligejere var bagud med ydelsen i fjerde kvartal af 2010.
Det er 3.000 færre end året før.
"En typisk dansk familie har fået flere penge mellem hænderne i 2010. Samtidig er stigningerne i ledigheden bremset op. Derfor er restancerne løbende faldet gennem 2010 og ligger fortsat meget lavt set over en længere årrække," siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
For realkreditinstitutterne betyder det, at de endnu ikke har fået 39 øre for hver 100 kroner, som boligejere skal betale i renter og afdrag.
Restancerne er i dag seks gange lavere end i starten af 1990'erne, hvor boligejerne var bagud med 2,6 kroner per 100 kroner, de skulle have betalt i renter og afdrag.
Samtidig lå realkreditinstitutterne inde med over 4.000 overtagne boliger i begyndelse af 1990'erne. Ved udgangen af første kvartal af 2011 lå realkreditinstitutterne kun inde med 647 boliger.
Det skyldes, at flere boligejere kan betale ydelsen på deres lån, og at færre boliger ender på tvangsauktion.