Skud på Nørrebro, knivstikkeri i Odense og en voldtægt i Aalborg. Det er ofte de opgaver, som en dansk betjent bliver præsenteret for i løbet af en weekend.
Og det er hårdt for politikorpset. I de seneste ni år er antallet af betjente, der får psykiske problemer på grund af arbejdet, steget voldsomt.
I år 2000 var der kun tale om ni betjente, mens 72 døjede med psykiske arbejdsskader. Det viser nye tal fra politiet. Men det er kun toppen af isbjerget, mener Politiforbundet.
"Vi ved, at der er et meget stort mørketal. Det erfarer vi, når vi taler med vores folk ude i de enkelte kredse," siger formand for forbundet Peter Ibsen til Jyllands-Posten.
Han begrunder udviklingen med, at samfundet er blevet mere råt, og at der er flere direkte konfrontationer med borgerne.
Den triste udvikling kan også ses i politiets kammeratstøtteforening, der tager sig af betjente med psykiske problemer. Siden februar har omkring 50 traumatiserede betjente meldt sig ind.
Både Socialdemokraterne og Venstre sagde til Newspaq i september, at de var klar til at se på, om de ramte politibetjente skal have støtte fra staten, ligesom syge soldater får det.