Flere ansatte nægtes Facebook

Stor international undersøgelser viser, at flere arbejdsgivere lukker for de ansattes brug af sociale medier.
Facebook i arbejdstiden er umuligt for flere ansatte. Arbejdsgiverne lukker for adgangen.
Facebook i arbejdstiden er umuligt for flere ansatte. Arbejdsgiverne lukker for adgangen. Foto: Colourbox

Færre ansatte får lov til at tjekke Facebook, når de er på arbejde.

Det viser en undersøgelse med 1300 it-chefer i 11 lande lavet af Kaspersky Lab, der lever af at rådgive virksomheder om it-sikkerhed.

Over halvdelen af virksomhederne har valgt at lukke ned for sociale netværk på arbejdspladsen, mens hver femte arbejdsgiver har lavet restriktioner.

Danmark er ikke med i selve undersøgelsen, men resultatet går igen hos danske virksomheder, vurderer teknisk chef i Kaspersky Lab.

"Det er en overordnet trend, og især i de Nordeuropæiske lande ser vi, at flere virksomheder blokerer for sociale medier som Facebook og Twitter," siger Patrick Mylund til Newspaq.

En af de første virksomheder der lukkede helt ned for de ansattes Facebook var Danske Bank. Allerede for tre år siden var usikkerheden for stor, vurderede de. I dag er Facebook stadig forbudt land for de ansatte.

"Danske Bank arbejder fortsat på at åbne for adgang til Facebook for medarbejderne. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med sikkerheden," oplyser Danske Banks presseafdeling.

De fortæller videre, at de anser Facebook som et af de værste sites til virus. Men lukning af sociale medier for medarbejderne er ifølge Patrick Mylund ikke en særlig god måde at beskytte virksomheden på.

"Selvom det er særlig nemt for orme at få adgang via Facebook, så skal de nok finde en måde at komme ind i dit system. Det er bedre at opgradere systemet, så det kan modstå virussen," forklarer han.

Den allerbedste medicin mod onde virusser er derimod, hvis de ansatte får et lynkursus i at spotte de forkerte mails eller beskeder, der lokker til at klikke på noget bestemt. Mennesket er stadig det bedste forsvar mod computer-angreb.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.