Først afslørede han for åben skærm, at premierministeren havde frabedt sig "skarpe" spørgsmål. Og dernæst gik han direkte i flæsket på Vladimir Putin.
Den russiske rockstjerne, Yuri Shevchuk, er formentlig ikke populær, efter at han på et tv-transmitteret møde mellem premierministeren og Ruslands kulturelite brød etiketten.
"Jeg fik en opringning i forgårs fra din assistent. Jeg husker ikke navnet, men han bad mig om ikke at stille skarpe spørgsmål," begyndte Yuri Shevchuk pludselig under tv-udsendelsen forud for en koncert til fordel for kræftramte børn.
Herefter begyndte han at stille "skarpe" spørgsmål til den overrumplede premierminister om retten til at demonstrere, politivold og korruption i regeringen.
"Modstanderne blandt de folkevalgte vokser, og du ved det. Er du ærlig, når du siger, at du vil have liberalisering og demokratisering i et rigtig land, hvor organisationer ikke bliver kvalt, og hvor folk ikke bliver bange for at se en politimand på gaden?" spurgte den kritiske sanger.
Spørgsmålet irriterede tydeligvis Putin, der skyllede sin mund med the, som var det rensende mundvand, skriver The New York Times.
Putin benægtede, at hans assistent havde bedt Shevchuk om at stikke den kritiske pibe ind, hvortil sangeren svarede, at så måtte det jo have været telefonfis.
Herefter fulgte en samtale, hvor de to parter talte i munden på hinanden i den statslige tv-udsendelse, der blev set af millioner.
"Jeg afbrød ikke dig, da du snakkede. Lad være med at gøre diskussionen til et larmende skænderi," sagde Putin.
Diskussionen blev endnu mere optændt, da Shevchuk foreslog Putin at bruge sin politiske vægt til at løse flere problemer.
"Jeg vejer kun 76 kilo," svarede Putin tørt.