Ni personer er her til eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør for at skyde en 26-årig mand tre gange i låret og stikke ham en kniv i ryggen.
Episoden skete i Heimdalsgade på Nørrebro, hvor ofret blev jagtet ind i en baggård.
Alle ni er fortsat sigtet for forsøg på manddrab.
Men fire af dem blev for kort tid siden løsladt igen, oplyser Københavns Politi.
Fem af dem er fortsat fængslede og skal sidde 14 dage i isolation.
Sagen ligger nu hos Københavns bandeenhed, og politiet ser det som et opgør mellem to rivaliserende bander.
Politikommissær Knud Hvass oplyser til Newspaq, at der stadig er gerningsmænd på fri fod, så efterforskningen fortsætter.