Trods benzinbomber, skud og stenkast har ingen endnu mistet livet under den store demonstration mod præsident Mohamed Mursi i Kairo, men i to mindre byer syd for hovedstaden har fire demonstranter mistet livet.
Den første blev dræbt i byen Beni Suef i et voldsomt sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Mursi, skriver nyhedsbureauet AFP.
De tre andre blev dræbt under en demonstration i byen Assiut. Den ene af dem mistede livet, da pistolmænd kom kørende på en motorcykel og skød på folkemængden.
Det er endnu uvist, om de dræbte var tilhængere eller modstandere af præsident Mursi og Det Muslimske Broderskab, som han tilhører.
Ud over de fire dræbte meldes omkring 200 såret, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Trods dødsfaldene og et stigende antal sårede, opfordrer oppositionen egypterne til at "blive på gaderne, indtil Mursi går af".
En anonym militærkilde anslår, at "millioner af demonstranter" deltager i demonstrationen mod Egyptens præsident Mohamed Mursi i Kairo.
- Det er den største demonstration i Egyptens historie, siger militærkilden til AFP.
Til sammenligning er kun 25.000 af Mursis tilhængere mødt op til moddemonstrationen.
En gruppe af de vrede modstandere af Mursi har i løbet af søndagen skudt med skarpt og kastet med sten og benzinbomber mod Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter i Kairo.
En talsmand fra broderskabet oplyser, at det ikke lykkedes demonstranterne at trænge igennem kontorbygningens sikkerhedsanstaltninger.
/ritzau/