Mandag over middag kørte en dansk pansret mandskabsvogn fra en sanitetsenhed på en såkaldt improviseret sprængladning under en patrulje i Helmand-provinsen.
Fire soldater kom til skade. Deres pårørende er underrettet, oplyser Hærens Operative Kommando.
Der gik ild i mandskabsvognen, men ingen kom til skade ved selve branden.
Den pansrede mandskabsvogn er bjærget tilbage til lejren.
Knap en time efter kørte en dansk kampvogn på en improviseret sprængladning i nærheden af Forward Operating Base (FOB) Armadillo, nord for Gerehsk ved den grønne zone langs Helmandfloden.
Et af besætningsmedlemmerne klagede efterfølgende over smerter i ryggen, og han blev evakueret til felthospitalet i Camp Bastion.