En far oplevede sit livs mareridt, da han og hans fire-årige datter sidst på eftermiddagen fredag var i badelandet på Hvidbjerg Strand Camping i Blåvand.
Mens datteren var i vandet kiggede faderen væk et kort øjeblik, men da han igen vendte blikket mod bassinet, lå datteren på bunden, skriver JydskeVestkysten.
Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholt, fortæller til avisen, at faderen hentede datteren op af bassinnet og fik fat i en livredder.
Sammen ydede de førstehjælp, men livredderen tilkaldte en 58-årig kollega, som er ansat som tekniker og ikke livredder, og han overtog livredningen og reddede igens liv.
- Der er ingen tvivl om, at hvis han ikke havde grebet ind, var det ikke sikkert, at pigen havde overlevet. Det er kanon godt arbejde af denne tekniker, og derfor indstiller vi ham også til en dusør, siger Erik Lindholt til avisen.
Pigen blev efter hændelsen kørt til sygehuset.
Politiet oplyser til JydskeVestkysten, at alle ansatte hos Hvidbjerg Strand Feriepark kan yde førstehjælp.