En fireårig dreng gik i morges alene rundt på Ellebjergvej i Københavns sydhavns-kvarter.
Hans mor var taget af sted på job, og faren var endnu ikke kommet hjem fra sit arbejde, skriver Ekstra Bladet.
En tilfældig forbipasserende ringede 112 ved femtiden, da han opdagede den lille dreng, oplyser den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Mads Firlings.
"Patruljen på stedet får kontakt til faderen, og det viser sig, at han er på vej hjem. Barnets mor er taget på arbejde en times tid før, og parret har så fejlskønnet, at drengen godt kunne sove alene den time. Men det kunne han jo så ikke," siger vagtlederen.
Heldigvis var der ikke sket drengen noget.
De sociale myndigheder bliver nu kontaktet.