Finansloven skærer i jysk kultur

Større jyske kulturinstitutioner vil miste millioner fra 2013. Enhedslisten vil rulle besparelser tilbage.
Foto: Wikimedia

Kulturlivet i Jylland bliver nedprioriteret af SRSF-regeringen. Sådan lyder kritikken fra flere regeringspartier, efter at udspillet til finansloven for næste år er blevet lagt på bordet, skriver Berlingske.

- Der bor trods alt stadig mennesker i Jylland. Derfor synes jeg, at man i højere grad burde prioritere kulturlivet i Jylland.

- Der er en tendens til, at statens bevillinger på kulturområdet i høj grad tilgodeser hovedstadsregionen, siger SF's finansordfører, Jonas Dahl, til avisen.

Regeringen foreslår blandt andet, at tilskuddet til Den Gamle By i Aarhus skal skæres med 2,8 millioner kroner, Fregatten Jylland står til at miste fire millioner kroner og også Gammel Estrup-Herregårdsmuseet ved Randers får færre støttekroner.

Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer samt Enhedslisten vil have regeringen til at droppe besparelserne.

- Hvis man kigger ud over landet, så er der mange forringelser, og det vil vi forsøge at rette op på i forhandlingerne, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, til Berlingske.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) afviser, at regeringen skulle favorisere kulturlivet i hovedstaden, og han påpeger, at besparelser også vil ramme København.

For eksempel henter regeringen 10 millioner kroner fra Statens Museum for Kunst og bruger pengene på kulturen i provinsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.