Finanshøg bliver Japans nye premierminister

Japanske økonomer kan ånde lettet op, efter deres foretrukne kandidat har vundet kampen om at blive landets næste regeringsleder.
Yoshihiko Noda er ikke elsket for sin karisma, men derimod respekteret for sine finanspolitiske evner.
Yoshihiko Noda er ikke elsket for sin karisma, men derimod respekteret for sine finanspolitiske evner. Foto: (AP Photo/Hiro Komae) / POLFOTO

For sjette gang på fem år skifter japanerne deres premierminister ud.

Den nye mand på posten har imidlertid gode chancer for at holde længere end de foregående.

Da regeringspartiet, Japans Demokratiske Parti, i dag stemte om, hvem der skulle være landets næste regeringsleder, faldt valget på finansmarkedets foretrukne kandidat, finansminister Yoshihiko Noda, skriver AFP.

54-årige Noda står over for en stor opgave, som inkluderer genopbygning efter jordskælv, tsunami og atomværksulykke. Den hidtidige premierminister, Naoto Kan, sagde sin stilling op i fredags efter intens kritik af hans håndtering af de samme problemer.

Noda udpegede desuden Japans forhold til det internationale finansmarked som en af sine prioriteter.

"I denne globale strøm er spørgsmålet hvem, der kan navigere skibet Japan, uden at det mister sin kurs i arenaen af internationale forhandlinger," sagde han i sin endelig valgtale.

Kilde: AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.