Den prisbelønnede amerikanske filmskuespiller Matthew McConaughey, som tidligere har sagt, at han overvejede at stille op ved guvernørvalget i Texas, siger, at han ikke er ude efter en post med politisk lederskab "på nuværende tidspunkt."
I en videooptagelse siger McConaughey, at han i stedet vil bruge tiden på at støtte grupper og foretagender, som arbejder for at forbedre forhold i samfundet.
Kampen om at blive den næste guvernør i den amerikanske delstat Texas står til at blive en af de mest opsigtsvækkende politiske begivenheder i USA i 2022.
Der har i månedsvis været spekuleret i, om den 52-årige Hollywood-stjerne ville gå ind i politik.
Republikaneren Greg Abbott forsøger at sikre sig sin tredje periode som guvernør i den store delstat. Demokraten Beto O'Rourke, som for nylig tabte kampen om en plads i Senatet, har i denne måned meldt sig som en af hans udfordrere.
Matthew McConaughey, der er kendt fra film som "Dallas Buyers Club", "Interstellar" og tv-serien "True Detectives", har ikke sagt, hvilket parti han ville stille op for, hvis han besluttede at gå efter guvernørposten.
Han har betegnet sig selv som "en aggressiv centrumpolitiker". McConaughey har også undgået at kommentere specifikke politiske sager.
– Politikere? De gode kan hjælpe os i den retning, som vi skal, siger McConaughey i videoen på Twitter.
- Men lad os gøre det klart, at de ikke kan gøre noget for os, medmindre vi selv vælger at handle for os selv også, tilføjer han.
Hollywood-stjernens politiske ambitioner har vakt furore i liberale cirkler - og ikke mindst hos texanere, som er stærkt imod den siddende guvernør, efter at Abbott har støttet delstatens omstridte og stærkt restriktive abortlovgivning.
- Tanken om en politisk løbebane gør mig ydmyg, og den inspirerer mig, men det er også en vej, som jeg ikke vælger at gå på nuværende tidspunkt.
Meningsmålinger har vist, at McConaughey ville få et bedre valg end Beto O'Rourke mod Abbott.
Valget afvikles i november næste år. Kandidaterne skal melde sig senest den 13. december.
/ritzau/AFP
/ritzau/Reuters