Filmatiseringen af Dan Browns 'Engle & Dæmoner', som er fortsættelsen til bestselleren 'Da Vinci Mysteriet' har endnu ikke haft premiere i biografen.
Ej heller er den tredje bog i serien 'The Lost Symbol' landet på de amerikanske såvel som udenlandske boghandleres hylder.
Alligevel er det så godt som sikkert, at 'The Lost Symbol' vil blive filmatiseret ligesom de to tidligere bøger.
Filmselskabet Columbia Pictures, der til maj kan præsentere 'Engle & Dæmoner' i biografer verden over med Tom Hanks i hovedrollen, er nemlig allerede i gang med forberedelserne til filmatiseringen af den tredje bog. Det skriver Variety.com.
Kilder siger, at Brown allerede har færdiggjort et manuskript til filmen bygget på 'The Last Symbol', selvom bogen først er i handlen til efteråret.
'Da Vinci Mysteriet', som igangsatte Dan Brown-feberen, har solgt 81 millioner eksemplarer, hvilket gør den til den næstmest sælgende bog på verdensplan kun overgået af Biblen.