Ashton Kutcher er gået langt for at leve sig ind i rollen som Steve Jobs i den nye film 'Jobs', der handler om den legendariske Apple-stifter.
Den 34-årige skuespiller ville helt ind under huden på it-legenden og begyndte derfor at følge den samme ekstreme diæt som Jobs. Det fortalte Kutcher selv til Associated Press under filmfestivalen Sundance, skriver USmagazine.com.
Diæten bestod udelukkende af frugt, nødder og frø, og det fik alvorlige konsekvenser for den unge skuespiller, der måtte indlægges på hospitalet to dage før indspilningerne til filmen gik i gang:
- Jeg havde ekstremt ondt, og mine bugspytkirtel-niveauer var helt ude af den, hvilket var meget skræmmende, alt taget i betragtning, sagde Ashton Kutcher med henvisning til, at Steve Jobs døde som 56-årig af kræft i bugspytkirtlen i 2011.
Smerterne var dog det hele værd, siger skuespilleren, der dog er ret nervøs for, hvordan publikum tager imod filmen:
- Den portrætterer en mand, som lige er gået bort, og som folk stadig husker tydeligt, som folk er passionerede omkring, og som folk virkelig bekymrer sig om og har en holdning til - det er virkelig skræmmende, siger Kutcher til US Magazine.
Kilde: USmagazine.com