De to opfølgere til filmen 'Mænd der hader kvinder' er på trapperne. Til efteråret kan fans igen indfinde sig i biografernes mørke for at følge Salander og Blomkvist.
Mere end 950.000 danskere så første del i serien, og derfor forventer filmselskabet også, at anden og tredje del bliver bragende succeser. Præcis som det var tilfældet med Stieg Larssons bøger.
Denne gang er det Daniel Alfredson, der instruerer filmen, hvor det sidste gang var danske Niels Arden Oplev. men ellers er besætningen intakt fra den forrige film.
'Pigen der legede med ilden', som anden del i serien hedder, får premiere 18. september, men allerede nu har folkene bag produktionen frigivet en trailer. Den kan ses her: http://surl.dk/5tk/
Tredje del i serien 'Luftkastellet der blev sprængt' forventes at få premiere allerede 27. november i år.