Han gav de løse håndled fuld gas som homoseksuel, østrigsk modefims i den altdominerende hovedrolle i filmen Brüno. Nu skal Sacha Baron Cohen genoplive Freddie Mercury på det store lærred. Det skriver filmhjemmesiden cinemablend.com.
Trods de umiddelbare ligheder er der tale om lidt af et karrierespring for den britiske komiker, der har mest erfaring med at agere sjov mand med roller som Ali G og i succesfilmen Borat.
I den kommende Queen-film bliver der tale om en mere alvorlig rolle, der fortæller historien om bandets tidlige år. Den vil derimod ikke fokusere på Mercurys sidste leveår og den kamp mod aids, som han tabte i 1991.
Det er første gang, at de af de tidligere Queen-medlemmer, der stadig er i live, giver en filmproduktion tilladelse til at bruge den engelske gruppes mange hits. De nulevende eksmedlemmer vil ligeledes blive involveret i processen for at gøre filmen så realistisk som muligt.
Manuskriptet til den kommende Queen-film er lagt i hænderne på Peter Morgan, der også skrev The Queen og den Oscar-vindende The Last King of Scotland.