Ukendte gerningsmænd har i nat stjålet en kontantautomat fra Sparekassen Faaborg på Svendborgvej 430 i Vester Åby, oplyser Fyns Politi.
I første omgang sprængte tyvene sig adgang til kontantautomaten, hvorefter de kørte væk med den.
"Det ser umiddelbart ud til, at sprængningen er foretaget v.h.a. ethylen fra trykflaske, hvor slanger er ført ind i boksen sammen med ledninger fra autobatteri," skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Eksplosionen var så voldsom, at samtlige ruder i bygningens underetage blev knust. Samtidig kan den unge mand, der bor oven over banken, prise sig lykkelig for, at han ikke sov i sin seng i nat. Eksplosionen fik nemlig et skab til at vælte ned over hans seng, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Anderskov.
Tyveriet er det sidste i en række af målrettede angreb på bankbokse på Fyn. Fyns Politi ser med stor alvor på episoden, som er den seneste i en række af tyverier målrettet mod bankbokse på Fyn.
"Jeg kan bekræfte, at vi har haft nogle lignende tilfælde, hvor udførslen har været sammenlignelig med det, der er sket i nat. Og det er jo ikke noget som man normalt ser, så det er vi selvfølgelig opmærksomme på," siger Thomas Anderskov.
Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke afsløre, hvor tæt man er på at finde gerningsmændene.