Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) søger svar på, om fodboldspillere var involveret i den store dopingskandale i Rusland.
Fifa har modtaget nye informationer og har sendt en række konkrete spørgsmål til advokaten Richard McLaren, der i to rapporter i 2016 afslørede statsstyret doping i Rusland.
McLaren skal sende spørgsmålene videre til whistlebloweren Grigory Rodchenkov, der kom med en række detaljerede udsagn om det russiske dopingsnyderi.
Rodchenkov er tidligere leder for antidopinglaboratorierne i Moskva og Sotji, hvor Rusland i 2014 snød groft i forbindelse med vinter-OL.
Rodchenkov, der i dag lever i eksil, har forklaret, at mere end 8000 dopingprøver blev destrueret for at sløre snyderiet.
Det er alligevel lykkedes Det Internationale Antidopingagentur, Wada, at skaffe 3000 dopingprøver - deriblandt 154 fra fodboldspillere.
De nye informationer, Fifa er kommet i besiddelse af, har skabt konkret mistanke om doping i 34 sager. Flere af de pågældende sager omhandler spillere, der i 2014 repræsenterede Rusland ved VM-slutrunden i Brasilien.
/ritzau/AP