Køb to små lejligheder - og slå dem sammen.
Lige nu er der nemlig gode penge at spare ved at benytte denne lille fidus på boligmarkedet, hvis man er på jagt efter en større familiebolig.
Årsagen er, at små lejligheder er faldet meget mere i pris end de store, siden boligmarkedet toppede i 2006. Det skriver Berlingske Business. Derfor er det lige nu billigere at købe to små end én stor.
"Det er noget, som rent faktisk sker. Der er en stigende interesse efter små lejligheder blandt andet for at slå dem sammen. Men det kræver, at man kan finde to lejligheder, der er egnet til formålet, og at man kan få tilladelse til det," siger kommunikationschef hos EDC Mæglerne, Jan Nordmann.
Københavns Kommune har lavet en hjemmeside, der hjælper folk som vil slå boliger sammen, så en familie kan blive boende, selv om de vokser. Kommunen har mærket en hastigt stigende interesse de senere år. Især små andelslejligheder bliver ofte lagt sammen.
Jan Nordmann forklarer prisudviklingen med, at sælgerne af mindre lejligheder typisk er unge mennesker, der gerne vil flytte sammen med kæresten, har fået børn eller har fået en væsentlig større indkomst, fordi de er blevet færdige med studierne.
"De kan ikke vente i årevis og sætter derfor en attraktiv pris ved salget. Modsat er sælgere af store lejligheder slet ikke presset på samme måde. De har plads nok, men vil bare gerne bo et andet sted," siger Jan Nordmann.