Frederik Fetterlein har endelig fundet sit livs kærlighed.
Kæresten, 23-årige Michella Madsen, sagde ja, da Fetterlein friede over en 'stille og rolig' middag for nogle uger siden og lader sig dermed ikke afskrække af eks-tennisspillerens playboy-status, skriver Ekstra Bladet.
Den kosmetologstuderende Michella lader sig heller ikke afskrække af, at det er tredje gang Fetterlein bliver gift, at han blev forladt ved alteret af en anden kvinde i marts, at han har to børn, at han er konkurs på grund af en gæld på 5.700.000 kroner, at han hyppigt optræder i sladderpressen, eller at han selv siger, han modtager 50 sextilbud om dagen.
"Du lyder skeptisk. Selvfølgelig sagde hun ja. Og min rige ven Xavier, hvis lejlighed i London jeg bor i, har holdt en kæmpe forlovelsesfest for os for nogle uger siden," siger han til Ekstra Bladet.
Det forelskede par har fået tatoveret hinandens navne på indersiden af højre ringfinger for at symbolisere deres kærlighed. Tatoveringerne har også en praktisk funktion; de er nemlig en erstatning for vielsesringe. Om det er på grund af pengemangel, vides ikke.
Nu skal han bare have fjernet sin eks-forlovede, Charlotte Damgaards, navn fra sin venstre hånd, og så er han parat til at møde svigermor.
Om giftermålet handler om at skabe hype omkring Fetterlein, inden hans erindringer bliver udgivet den 15. september, vides ikke.
Kilde: Ekstra Bladet