Når Roskilde Festival officielt åbner portene til festivalpladsen i dag kl. 17 er det helt store spørgsmål for mange festglade: Hvordan bliver vejret de kommende fire dag?
Og det altafgørende spørgsmål giver god trafik på DMI's hjemmeside.
"Sommeren er altid en tid, hvor folk - og ikke mindst festivalgæster - hungrer efter vejroplysninger. Det ser vi år efter år på dmi.dk, hvor antallet af læsere nærmest eksploderer, når det bliver varmt i vejret," siger DMI's informationschef, Bjarne Siewertsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge DMI's statistik gæster mindst 115.000 vejret på hjemmesiden.
"Vi fremstiller en stribe automatiske vejrudsigter til de største udendørsarrangementer i sommerens løb. Et af de største er naturligvis Roskilde Festivalen. Holder vores beregninger stik, så vil festivalgæsterne - og deres bekymrede forældre - kigge på de relevante udsigter omkring 115.000 gange, mens festivalen står på," forklarer Bjarne Siewertsen.
Lige nu tegner vejret godt for de mange gæster til kæmpe festen på Dyreskuepladsen i domkirkebyen. Solen har bidt sig fast, og bliver weekenden over, lyder udsigten. Så regnjakken og gummistøvlerne kan godt blive hjemme i år.