Ganske som ventet viste Spanien søndag aften, at der er klasseforskel på europæisk fodbold og new zealandsk fodbold. De Newzealandske spillere var stort set statister i hele kampen mod de spanske europamestre, og spanierne åbnede derfor Confederations Cup med en sejr på 5-0.
Spanien har taget hele kavaleriet med til Sydafrika, og det var da også nogle af de største stjerner, der spillede hovedrollerne i går. Liverpool-spilleren Fernando Torres lavede nemlig et vaskeægte hattrick på blot 17 minutter, mens Arsenals Cesc Fabregas øgede til 4-0 før pausen.
Valencias David Villa, der i øjeblikket sættes i forbindelse med Real Madrid, lukkede målfesten med sin scoring til 5-0.
Dermed er Spanien kommet et skridt nærmere finalen, der spilles den 28. juni i Johannesburg.
Confederations Cup er en turnering, der afholdes året før VM skal spilles, og det er blandt andet europamestrene, verdensmestrene og de sydamerikanske mestre, der deltager. Danmark vandt i øvrigt turneringen tilbage i 1995.