Et hospital i Punjab i det nordlige Indien blev ramt af en tragedie, da der opstod brand på en afdeling for nydfødte børn med gulsot.
To drenge og tre piger, der blot var mellem tre og syv dage gamle, omkom ved branden, mens de lå i kuvøse, skriver AP.
Personalet på Rajendra-hospitalet handlede ellers hurtigt og snarrådigt, men alligevel stod spædbørnenes liv ikke til at redde.
Fem andre spædbørn blev reddet ud af flammerne. Tre af dem slap helt uskadt fra branden, mens to efterfølgende måtte i behandling for forbrændinger.
Det er formentlig en kortslutning i en maskine, der bruges til lysterapi, der har været skyld i branden, som på befaling fra Punjabs øverste minister nu skal undersøges til bunds.
Ministeren Parkash Singh Badal har desuden sørget for at bevilge en erstatning til ofrenes familier.