Fem børn er natten til søndag omkommet i en brand i et hus i den nordfranske by Saint-Quentin.
De fem - der sandsynligvis var søskende - var mellem to og 10 år gamle, meddeler de lokale myndigheder.
Børenes far formåede at flygte fra flammerne ved at springe ud af et vindue på første sal. Han slap med mindre forbrændinger.
Det er uklart, hvad der forårsagede branden, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Børnene blev kvalt af røgen, inden redningsmandskabets røgdykkere nåede frem.
Faren var skilt fra børnenes mor og havde børnene hos sig i påskeugen.
Lokale franske medier skriver, at "der øjensynligt er tale om en ulykke".
En efterforskning af brandens årsager er iværksat.
Ifølge avisen L'Aisne Nouvelle løb faren ind til et nabohus og råbte "Red mine børn! Red mine børn!"
Naboen løb hen til det brændende hus, hvor han sammen med tilkomne hjælpere, der havde ildslukkere med sig, forsøgte at trænge ind i flammerne, men ilden var for voldsom.
Da brandvæsnet nåede frem, forhindrede nedfaldne byggedele brandfolk i at nå hurtigt op på første sal, og de kunne ikke redde de fem børn.
/ritzau/AFP