Når din baby er for tyk, er der også stor risiko for, at du kommer til at sende et overvægtigt barn i skole.
Ny forskning fra Statens Institut for Folkesundhed viser nemlig, at et overvægtigt spædbarn har op til tre en halv gang større risiko for også at være for tyk, når det når skolealderen.
Og samtidigt er der ingen klare svar på, hvorfor et spædbarn bliver overvægtig.
- Der er indikationer omkring modermælk og amning, men vi ved ikke helt endnu, hvordan vi kan forebygge, at spædbørn bliver overvægtige, fortæller lektor Mette Rasmussen fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Den er lavet ud fra rapporteringer om vægt og højde fra sundhedsplejersker, der har fulgt 2.760 børn fra spæde og til de nåede skolealderen. Det drejer sig om børn, der er startet i skole i skoleåret 2011/12
De overvægtige skolebørn kan få mange problemer - også ud over det fysiske.
- Man har studeret trivsel, mobning, ensomhed og depression blandt børn og unge, der kæmper med overvægt. Og der ser man altså en øget forekomst sammenlignet med normalvægtige børn på flere af de faktorer, siger Mette Rasmussen.
Selvom der ikke er nogle endegyldige svar på, hvorfor babyer bliver overvægtige, kan man som forælder godt handle fra start.
- Det vigtigste er hele tiden at have øje for barnets udvikling i forhold til dets vægt. Det skal man som forælder og familie ikke gøre alene. Man skal involvere de fagpersoner, man har omkring sig, sin sundhedsplejerske og sin læge, og sammen med dem finde ud af, hvordan man bedst håndterer situationen, siger Mette Rasmussen og understreger, at man selvfølgelig aldrig må sulte sin baby, hvis den er overvægtig.
Fire procent af danske børn i syv til ti måneders alderen er på grænsen af overvægt, mens 14 procent er decideret overvægtige.
Fysisk kan børnene få problemer med forhøjet blodtryk, type 2-diabetes, astma, søvnforstyrrelser og smerter. Derudover har de større risiko for også at være overvægtige som voksne.