Annoncerne er flotte og farvestrålende, og tilbuddene lyder tillokkende. Men du skal finde lommeregneren frem og regne godt på det, inden du vælger at lease din nye bil i stedet for at købe den. Størrelse og pris er nemlig afgørende for, om det er en god forretning at lease.
Sådan lyder det fra FDM, efter nye tal fra Danmarks Statistik har vist, at vi leaser biler som aldrig før. Hele 8.700 privatleasede biler er blevet parkeret i danskernes garager de seneste 12 måneder. Det er en stigning på hele 61 procent i forhold til de forgangne 12 måneder.
"Der er god grund til at tænke sig om en ekstra gang, inden man løber ud og underskriver en leasingaftale, fordi leasing kan være bedre end køb for nogen, men ikke for alle. Og økonomisk kan det være bedre at købe for nogen, men ikke for alle," siger Casper Schad, jurist i FDM, til Newspaq.
Som en tommelfingerregel forklarer Casper Schad, at det oftest bedst kan betale sig at lease store biler i luksusklassen, mens det kan være en bedre forretning at købe de små biler. Grunden til det er, at små biler holder deres værdi bedre end de store, når de skal sælges igen. Det skyldes, at der er flere købere til brugte biler i de mindre og brændstoføkonomiske størrelser.
"Man kan nok sige, at jo dyrere bilen er, jo bedre kan det betale sig at lease og omvendt," siger Casper Schad, der dog understreger, at det kommer an på det konkrete tilbud, man kan få på bilen.
FDM-juristen vurderer, at vi vil se stigninger i antallet af leasingaftaler i fremtiden. Han bygger det på, at leasing er meget populært i andre europæiske lande. I England og Tyskland bliver omkring halvdelen af bilerne leaset.
Han mener desuden, at grunden til stigningen i antallet af leasingaftaler i Danmark både skyldes godt pr-arbejde fra leasing-firmaerne og finanskrisen, der har gjort det sværere at låne penge i banken.