FC Midtjylland har hentet to væsentlige forstærkninger til Allan Kuhns trup.
Martin Albrechtsen er hentet i det engelske, efter forsvarsspilleren for få dage siden fik ophævet sin kontrakt i Derby. Desuden har midtjyderne forstærket sig med angriberen Ken Ilsø, der er hentet hos konkurrenten SønderjydskE.
Dermed kommer FC Midtjylland væsentligt styrket ud af transfervinduet, og der er også god brug for forstærkninger, da de ambitiøse midtjyder ligger placeret under stregen i SAS-Ligaen. Det er dog ikke noget, der bekymrer de nye spillere.
"Jeg vælger at skifte til FC Midtjylland på grund af det sportslige. Det er en klub, der gerne vil skabe en masse fremad banen, og det glæder jeg mig meget til at være en del af," siger Ken Ilsø til klubbens hjemmeside.
Den tidligere FCK'er Martin Albrechtsen vender hjem efter fem år i England, hvor han har tørnet ud for West Bromwich og Derby. Nu glæder han sig til at komme hjem og få fast spilletid.
"FC Midtjylland kom og var meget interesseret, og jeg føler, at det er en god klub, så jeg håber, at vi kan få vendt skuden og komme derop, hvor klubben hører til. Jeg er klar til at vise mit værd," siger Martin Albrechtsen til fcm.dk.