Når forårssæsonen er slut drager FC Københavns 32-årige tjekkiske back Zdenek Pospech til Tyskland.
Det bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
"Jeg forlader FC København til sommer og tager i stedet til tysk fodbold," siger han til Ekstra Bladet.
VfB Stuttgart har længe været interesserede i den hurtige og teknisk stærke højre back.
Men om det er den klub, der får glæde af Pospechs kompetencer vil han ikke ud med.
"Jeg vil ikke kommentere på klubnavne, men jeg kan afsløre, at der er tale om en toårig kontrakt med mulighed for yderligere forlængelse på et år," siger han til Ekstra Bladet.
Også venstrebacken Oscar Wendt, der var en af de FCK'ere, der slap heldigst fra 0-2-nederlaget til Chelsea tirsdag aften, forlader København på en fri transfer.
FC København har dog allerede garderet sig med Pierre Bengtsson og Johnny Thomsen på de to backpladser.