Så er det officielt.
Den nyeste løve i FCK-folden bliver norske Christian Grindheim. Det er netop blevet offentliggjort på et pressemøde.
Det kommer ikke som den store overraskelse, at den 26-årige Herenveen-spilleren får en plads på holdet. FCK har længe haft et godt øje til Grindheim.
"Vi har scoutet ham i lang tid. Nu passer det tilfældigvis ind i vores kram. Det er fantastisk for os, og vi ville ikke lade muligheden for at tilknytte en skandinavisk topspiller slippe fra os," siger Sportsdirektør Carsten V. Jensen.
Grindheim har underskrevet en treårig kontrakt med FCK, og klubben regner med at se store ting ske med deres nyeste køb.
"Christian er en anførertype. Uden for banen vil man ikke kunne se det, men når kampen går i gang, er det tydeligt. Han løber helt vildt og råber holdkammeraterne frem," forklarer V. Jensen.
Selv ser den norske FCK'er, at skiftet er et klart skridt op for ham.
"I forhold til Herenveen er det her bedre for mig. FCK er næsten altid med i Europa, og det betyder meget for mig at komme ud i Europa og Champions League," siger den glade Grindheim, der mener, at han kommer til at "stortrives i FCK."
Kilde: Sporten.dk