Tilbud fra udenlandske klubber bliver afvist denne vinter. Det lover træner Ståle Solbakken nu alle bekymrede fans.
"Jeg tror, jeg har fået tilsagn fra alle de spillere, som vi med rimelig sikkerhed vidste, under alle omstændigheder ville være væk om et halvt til et helt år," siger Ståle Solbakken til B.T.
Spillere som Oscar Wendt, Mikael Antonsson og Zdenek Pospech, der alle har kontraktudløb til sommer, bliver i klubben, selvom der givetvis vil være bud efter dem denne vinter.
Derudover vil andre stjerner såsom William Kvist, Mathias Zanka Jørgensen, Dame N'Doye og Johan Wiland også blive i København, til forårets Champions League-eventyr er slut.
"Jeg har ingen intentioner om at miste nogen spillere her til vinter. Jeg tror, at alle har den der følelse af, at de har været med til noget særligt, som de ikke ville kunne opnå andre steder, og som de gerne vil gøre færdigt," siger den norske træner.
FCK møder Chelsea til februar i ottendedelsfinalerne i dette års Champions League.
Kilde: B.T.