Optimismen er i højsædet, efter at de københavnske løver tirsdag aften sikrede sig en adgangsbillet til playoff-kampene til gruppespillet i Champions League.
"Vi har spillet os i en position, hvor vi nu høster frugterne af de resultater, vi har lavet i Europa, og det er selvfølgelig glædeligt," siger FCK's sportsdirektør Carsten V. Jensen til sporten.dk.
FCK-bossen vil endnu ikke pege på en ønskemodstander, fordi det endnu ikke står klart, hvem holdet kan møde.
"Vi spiller mod dem, der kommer op af bowlen, og uanset hvem det bliver, så har vi en god chance. Vi kan slå dem alle," siger han til sporten.dk.
Han siger samtidig, at FCK stadig har tegnebogen fremme, og at klubben ikke er færdig med at købe nye spillere.
"Tansfervinduet er åbent i næsten en måned endnu, så vi holder selvfølgelig øjne og ører åbne. Det er ikke sådan, vi siger, at nu er vi færdige med at handle," siger han.
FCK købte i mandags højrebacken Cristian Gamboa, der hidtil har spillet for norske Frederikstad.