Selv om både spillere og trænere i FC København udtrykker tro på, at de kan levere en gedigen overraskelse i morgen mod Chelsea - nogle spillere har sågar mistet hørelsen på grund af overdreven tro på sig selv - så lurer nervøsiteten under overfladen.
FCK har ikke spillet betydende kampe siden december. Og holdet kommer derfor til opgøret med en slags kolde ben. Sejren på 5-0 over Rosenborg kan træneren, Ståle Solbakken, eksempelvis ikke bruge til noget som helst, slog han fast på det sidste pressemøde inden Champions League 1/16-finalen i Parken tirsdag aften.
"Vi er en lille smule usikre omkring vores præstationer. Vi har ikke haft den modstand, der skal til for at være på toppen," sagde Solbakken, og uddybede senere:
"Vi aner ikke, hvor vi er, men vi forsøger at være positive og tage kontrol over kampen," lød det.
Skrækscenariet oplevede FCK for blot et år siden, da franske Marsielle var på besøg.
"Spillernes selvtillid er meget høj. Men vi har en klar oplevelse af, at der kan ske det samme som mod Marsielle sidste år, hvor vi tabte selv om vi sad på kampen i 80 min.," sagde træneren om kampen, som københavnerne tabte 1-3.
Han blev i den efterfølgende mixed zone, hvor spillere og journalister mødes til korte interview, bakket op i sin usikkerhed.
Den unge midterforsvarer Mathias Zanka Jørgensen, ville ikke afvise en vis nervøsitet, og kaldte de kolde ben en klar "X Factor" forud for opgøret.
Han har i morgen udsigt til at møde to af verdens absolut giftigste angribere, Didier Drogba og Fernando Torres. Men det tager han egentlig ganske køligt.
"Vi har jo været oppe imod både David Villa og Messi. Så det må vi tage som det kommer," sagde han, forud for den kamp, som i Zankas øjne er den største på danske grund nogensinde.
"Jeg var to år dengang i 1992, som brøndbyerne taler så meget om. Så for mig er det den største," sagde han til Newspaq med henvisning til holdet fra Vestegens kamp i Uefa Cup-semifinalen mod Roma.
FCK mod engelske hold
FCK har tre gange spille mod engelske hold i Parken.
Det er blevet til en sejr, en uafgjort og et nederlag.
1998 tabte FCK 0-1 til Chelsea. Brian Laudrup gjorde det onde ved sine landsmænd
2009 Manchester City 2-2. FCK tabte returkampen 2-1.
2006 Manchester United 1-0-sejr i Champions League. Marcus Allbäck stod for mirakelmålet.