FC København-profil vil væk: Det skal være nu

Youssef Toutouh vil prøve sig selv af et andet sted end FC København, og han står fast på, at det bliver nu.
Youssef Toutouh var i sidste sæson med til at føre FC København frem til både mesterskab og pokaltitel. Nu vil han væk fra klubben.
Youssef Toutouh var i sidste sæson med til at føre FC København frem til både mesterskab og pokaltitel. Nu vil han væk fra klubben. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

FC Københavns venstrekant Youssef Toutouh vil væk fra den danske mesterklub med det samme.

Det oplyser den 24-årige FCK-profil til Ekstra Bladet.

- Jeg står fast på, at det bliver nu, siger Toutouh til avisens hjemmeside.

FCK-manager Ståle Solbakken er dog ikke umiddelbart parat til at lade Toutouh skifte efter en sommer, hvor Andreas Cornelius og Ludwig Augustinsson har forladt klubben.

Det er desuden planen, at anfører Mathias "Zanka" Jørgensen skal sælges.

Selv om Youssef Toutouh indleder den kommende sæson i Alka Superligaen med to karantænedage, så er FCK sårbare på midtbanepositionerne.

Rasmus Falk er ude med en skade frem til september, mens Nicolaj Thomsen har siddet udenfor i hele foråret. Derudover har Danny Amankwaa været plaget af mange skader.

- Vi må se, hvordan situationen er, når vi nærmer os transferdeadline (31. august, red.).

- Vi kommer ikke til at lade ham gå, før vi har set, at vi har styr på situationen, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladets hjemmeside.

Youssef Toutouh har et år tilbage af sin nuværende kontrakt med FCK.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.