Selv ikke en naturkatastrofe af så rædselsvækkende omfang som på Haiti får platugler til at holde sig for gode til at snyde andre.
Nu advarer det amerikanske forbundspoliti FBI på sin hjemmeside om, at falske organisationer vil forsøge at lokke donationer ud af velmenende bidragsydere.
Fupindsamlinger i Danmark er sjældne, men de forekommer, fortæller Robert Hinnerskov, generalsekretær i ISOBRO, brancheorganisation for indsamlingsorganisationer som Dansk Røde Kors, Børns Vilkår, Care Danmark og Folkekirkens Nødhjælp.
"Det sker af og til, at vi støder på det. Og vi opfordrer til, at man får klart svar på, hvem der samler ind. Og kan man ikke det, så modtager vi gerne mail til isobro@isobro.dk, så vi kan undersøge, om det er en godkendt indsamlingsorganisation," siger Robert Hinnerskov til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge advarslen fra FBI, så er spam-mail og sociale netværk som f.eks. Facebook oplagte kanaler for fuskernes indsamlinger.
Forbundspolitiet opfordrer til, at man selv undersøger nonprofit-organisationers legitimitet i stedet for at klikke deres egne link.
Sidst men ikke mindst råder FBI internettets brugere til ikke at give personlige eller finansielle oplysninger til bistandsorganisationer.