Kunderne raser på Facebook, og i pressen hagler kritikken ned over Danske Bank.
Alt sammen fordi, at banken fra september måned vil opkræve abonnementer af deres "dårligste" kunder - det vil sige de kunder uden engagementer under 750.000 kroner, som ikke er unge under uddannelse.
Men selvom den kontroversielle bank står til at miste en god portion af disse lidet lukrative kunder, så er det ikke sikkert, at det er skidt endda for banken.
Men det bliver en balance-akt, siger Mybanker-direktør John Norden til Newspaq.
- Det kan være en god forretning, hvis nogle af kunderne forlader dem. Faren er, at nogle af de gode kunder også forlader dem, fordi de har en relation til nogle af de kunder, som ikke er nær så lukrative, siger han.
For selvom Danske Bank i fremtiden kommer til at indkassere et 3-400 kroner mere fra nogle af deres kunder, så koster de stadig mellem 5-600 kroner at have i banken.
- Det er ikke nogen guldforretning, men løber kun lige præcis rundt, siger John Norden.
At banken lige nu får en hård tur rundt i møllen er der ikke noget at sige til, mener han.
- Det er ligesom det "game", der er i dag. New Normal, som Danske Bank jo selv siger, er noget hvor kunderne har meninger og siger hvad de mener. Danske Bank må tage det med som en lille ubehagelighed i deres nye koncept, siger han.
Selvom der ikke lige nu er nogen andre banker, der melder om, at de vil lave lignende gebyrer, så er John Norden ikke i tvivl om, at de på sigt vil følge trop. De fattigste kunder er nemlig ikke kun en dårlig forretning for Danske Bank.
- Det koster også 5-600 kroner for de andre banker at have en kunde. Så det at give det gratis, selvom kunden ikke har et stort omfang, det er en dårlig forretning for alle banker, siger han.
Han mener at, at de andre banker lader Danske Bank tage tæskene og selv følger trop, når pressens bevågenhed er stilnet af.