Der har været kæmpet, skudt, myrdet og beskyttet i flere århundreder ved det danske forsvarsbolværk Dannevirke.
På den måde har voldkomplekset i Sydslesvig også vundet en stor plads i Danmarkshistorien, og den historie bliver måske opdateret efter i dag. Dannevirke Museum har nemlig offentliggjort fundet af en seks meter bred port, som blev bygget i vikingetiden.
Og det kan måske bringe klarhed over, hvilken dansk konge der stod bag opførelsen af volden Kovirke, fortæller arkæologiprofessor ved Københavns Universitet, Niels Lund, til Newspaq.
"De skriftlige kilder fortæller om en port i kong Gudfreds vold, men man aner ikke, hvilken del af voldkomplekset Gudfred byggede. Så hvis porten her kan afgøre det, så vil det først blive interessant," siger han.
Detaljen om Kong Gudfreds vold har ifølge Niels Lund været diskuteret i mange år, og derfor vil det være også have betydning for danmarkshistorien, hvis det portfundet kan opklare den.
"Tidligere mente man, at kong Gudfred havde bygget Kovirke, for at få den til at dække Hedeby. Men senere har man altså troet, at det måske bare var hovedvolden, han byggede. Og den dækkede ikke for Hedeby," siger han til Newspaq.
Dannevirke er ikke blevet brugt, siden danskerne blev nødt til at forlade det ved slaget mod tyskerne i 1864.