Fødevarevirksomheder flytter i stor stil arbejdspladser til udlandet.
Men snart vil også de mere videnstunge job ryge samme vej, forudser Tulip-direktør Flemming Enevoldsen.
"Når produktionsjobbene forsvinder, så er det kun første skridt. Vidensjobbene, som regeringen og oppositionen taler meget om at beholde, de forsvinder i næste omgang," siger Flemming Enevoldsen til Newspaq.
Udtalelsen kommer efter, at en ny undersøgelse fra Dansk Industri blandt landets største fødevarevirksomheder viser, at næsten ingen af virksomhederne vil investere i Danmark.
Til gengæld vil halvdelen investere i udlandet.
Virksomhederne begrunder fravalget af Danmark med, at produktionsomkostningerne er for høje.
"Med mindre kurser ændres, så er det helt entydigt, at det mest interessante for os er at investere i udlandet. I virkeligheden er fødevareindustrien lidt sen på den i forhold til andre industrier. Fødevarer er primær lokale eller regionale, hvorimod vindmøller, som det jo er blevet belyst kraftigt den sidste uge, er en meget global industri," siger Flemming Enevoldsen.