Få mennesker har haft så stor betydning for udviklingen i Mellemøsten som Ariel Sharon.
Han var i frontlinjen i de urolige år op til Israels oprettelse i 1948, han var med i de mange krige, hvor den nye stat kæmpede for sin ret til at være til.
Og senere gik han ind i politik og sad på en stribe ministerposter, herunder premierministerposten.
Nu er Sharon død. Han blev 85 år og døde lørdag.
Sharon blev den 4. januar 2006 ramt af hjerneblødninger, der sendte ham i koma. Han vågnede aldrig igen.
Hjerneblødningerne ramte ham midt i en valgkamp. Han var da premierminister og favorit til at genvinde posten.
Kun få havde troet, at Sharon ville nå den øverste politiske post. For tidligere i livet delte han vandene i Israel, og han var direkte forhadt i de arabiske nabolande.
Sharon blev født i det daværende britiske Palæstina-mandat i 1928.
Han oplevede dermed på første række de store omvæltninger op til Israels oprettelse i 1948.
Der var blodig konflikt mellem jøder og arabere, og da Israel blev udråbt, blev denne konflikt til krig mellem lande.
Krig i 1948, krig i 1956, i 1967 og igen i 1973.
Sharon blev beundret og respekteret i Israel for at lede krigen mod egypterne i Sinai-ørkenen. Her tromlede hans kampvogne modstanden til side.
Men højere oppe i det israelske militær udløste han vrede, da han i 1973 trodsede sine ordrer og krydsede Suez-kanalen, uden at hans flanker var sikret.
Men Sharon var ikke en mand, der lod sig kue af lidt kritik. Han regnes for at være arkitekten bag Israels bosætterpolitik på Vestbredden, og det er en politik, der før som nu vækker kritik i store dele af verden.
I 1982 var han forsvarsminister og planlagde Israels krig mod Libanon i et forsøg på at nedkæmpe Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations (PLO) militsfolk.
Det var her, at 900 - måske 2000 - palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila blev massakreret af en kristen milits, mens Israels hær holdt vagt rundt om lejrene.
Senere blev han kritiseret kraftigt af en israelsk kommission for sine handlinger som forsvarsminister, men Sharon vendte tilbage.
I 2000 var han blevet leder af det højrenationale Likud-parti, og som sådan besluttede han at besøge Tempelbjerget i Jerusalem for at vise, at Israel under Sharons ledelse ville beholde hele Jerusalem.
Besøget udløste den voldsbølge, der blev kaldt den anden intifada.
Han vandt valget året efter og beholdt premierministerposten frem til hjerneblødningen.
Tiden som premierminister var med til at optø hans ry som en kriger. Det var Sharon, der i 2005 trak både bosættere og soldater ud af Gaza.
Sharon, der efterlader sig to børn, var gift to gange. Den første kone døde i 1962, den anden i 2000.
Han mistede også en søn, der blev dræbt som dreng ved et uheld med et skydevåben.
Israelsk tv har i et portrætprogram om Sharon fortalt, at han efter sin anden kones død var en ensom mand.
/ritzau/