Så er det ved at være bye bye til den bøddel, der har lagt mange danskere syge i seng. Influenza A er nemlig ved at ebbe ud.
I denne netop afsluttede weekend, var det kun fem procent af alle lægebesøg, der drejede sig om mistanke om influenzaen. I den forrige weekend var der dobbelt så mange.
"Det er på vej ned nu. Det kan vi se meget tydeligt ud fra de tal, som kommer fra vagtlægerne. De har haft meget mindre travlt i denne weekend end i tidligere«, siger overlæge og afdelingsleder Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut til Politiken.
I følge sundhedsmyndighederne har mindst 250.000 mennesker måtte melde sig syge.
Men selv om det ville være rart med en skilsmisse med Influenza A, så er det nok snarere at sige på gensyn end helt farvel.
"Dels risikerer vi at få en lille bølge igen efter jul og nytår, når vi samles og blander befolkningen endnu engang. Men den vil blive beskeden. Så ser vi den igen til næste år. Måske et lille skvulp i det tidlige forår, og så ser vi den først til næste vinter," siger overlægen.