Lider man af en smule overtro, så undgår man helst tallet 13, som angiveligt kan bringe uheld. Men er man FC Nordsjælland-spiller, så jagter man i aften det skæve tal.
Farums stolthed har nemlig vundet 12 pokalkampe i streg, og vinder de rødklædte nordsjællændere i aften over Randers FC i pokalen, så rammer de 13 pokalsejre i streg.
Morten Wieghorsts tropper vandt sidste år pokalen, da de slog FC Midtjylland med 2-0 efter forlænget spilletid.
I aftenens kamp, der spilles i Randers, har FC Nordsjælland en 1-0 føring med fra første kamp, som de skal forsøge at forsvare hjem. Det bliver dog uden Patrice Bernier, Andreas Granskov og Mads Thomsen, der er ude med skader.
Randers FC ligger i bunden og kæmper mod nedrykning, men det får fuld skrue i aftenens pokalkamp.
"Det der med at nedprioritere og spare spillere, det dur fodboldspillere ikke til, og det gør jeg heller ikke. Vi tager pokalturneringen seriøst og spiller med de spillere, der er 100 procent klar," siger træner Peter Elstrup til klubbens web-tv.
Randers FC vandt pokalen i 2006, hvor Esbjerg blev besejret. Kampen spilles klokken 18.00.