Transfedt lyder måske mere fedt end så meget andet fedt.
Men fakta er, at det industrielt fremstillede fedtstof sættes i direkte forbindelse med de farlige hjertekarsygdomme, der hvert år tager livet af cirka 15.000 danskere.
Derfor har Danmark som det første EU-land indført en grænse for, hvor meget industrielt fremstillet fedtstof, der må være i vores fødevarer.
Regler, som en ny undersøgelse fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet viser, fungerer.
"Det går bestemt den rigtige vej, og nu handler det om at få de sidste med. Fødevarestyrelsen vurderer, at vi er nået så langt, at indholdet af industrielt transfedt i danske varer ikke udgør en sundhedsmæssig risiko for danske forbrugere," siger fødevareminister Henrik Høegh (V).
Undersøgelsen viser nemlig, at ni ud af ti af de undersøgte fødevarer overholdt de danske regler.
En klar forbedring i forhold til tidligere undersøgelser, og det er vigtigt for de danske forbrugere.
"Især de danske producenter er gode til at minimere indholdet af transfedt, og nu skal vi have importørerne til at blive endnu bedre til at stille krav til de udenlandske varer", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Det er især i fødevarer som margarine, fastfood og fedtstof til bagning, der indeholder det farlige transfedt, men Fødevarestyrelsen håber at få mindsket stoffet endnu mere i fremtiden.