Der er grund til agtpågivenhed, hvis du bor i nærheden af den jyske vestkyst.
DMI varsler forhøjet vandstand i området fra Vadehavet til Thy på op til tre meter.
På havnen i Esbjerg opfordrer driftsleder Bjørn Eriksen til at holde øje med vejrudsigterne det kommende døgn.
"Det her er prognoser. Og man kan ikke vide, hvilken vej udviklingen går. Så hvis man bor i nærheden af kysten, så kan det her godt gå hen og blive træls," siger han.
Ved havnen opfordres bilister til ikke at parkere i nærheden af kajen.
Hos DMI betegner man oversvømmelsesfaren med farven orange. Her lyder det:
"Potentielt farlige og usædvanlige vejrforhold forventes. Vær meget opmærksom og hold Dem orienteret om vejrforholdene."
Skal du over en af landets mange broer, er der også grund til opmærksomhed. Den kraftige vind betyder, at flere broer melder om lukningsfare allerede torsdag.
Følg udviklingen på DMI's hjemmeside.