Politiet i den franske by Mulhouse gjorde i går store øjne, da de fandt en 74-årig tysk mand bagbundet foran den lokale politistation.
Den bagbundende mand viser sig at være indblandet i en 26 år gammel drabssag på sin steddatter, og ofrets biologiske far menes at stå bag både kidnapningen og den efterfølgende overdragelse til ordensmagten.
Drabssagen, som er kernen i politiets underlige fund, fandt sted i Tyskland i 1982. Den nu 74-årige var dengang stedfar til ofret og hjertelæge og blev anklaget for drab. Det skriver AFP.
Han havde sprøjtet sin steddatter, Kalinka, med en væske, som skulle forbedre hendes evne til at modtage sol, og den væske kostede hende livet.
I den efterfølgende retssag valgte de tyske myndigheder at frikende hjertelægen.
Det gjorde Kalinkas biologiske far så vred, at han satte sig for at få hjertelægen dømt. Efterfølgende lykkedes det ham at få sagen taget op i 1995 i Frankrig, og her idømte en parisisk domstol hjertelægen 15 års fængsel.
Men hjertelægen har aldrig afsonet sin straf, fordi han ikke er blevet udleveret til Frankrig. Før nu!
For det menes, at Kalinkas far har kidnappet hjertelægen, som i mellemtiden er blevet 74 år, og derefter har placeret ham foran den lokale politistation i Mulhouse.
Om hjertelægen komme til at afsone sin straf og Kalinkas far endelig får sjælefred vides endnu ikke, da det franske politi ikke har fortilfælde at gå ud fra.